I en tid hvor hele verden er vendt på hovedet og hvor intet er som det plejer, er det godt at bruge tiden til at fordybe sig og gøre noget godt for andre, dét mener man ihvertfald i Kongerslev. Kongerslev Juniorklub’s motto er “At gøre godt for andre, gør godt inde i mig”, hvilket man igennem årene på flere måder har forsøgt at leve op til, bl.a. ved at hjælpe et børnehjem i Nkoaranga i Tanzania.
Under “Corona-tiden”, har Kongerslev Juniorklub’s hverdag været en del anderledes end man ellers er vant til, hvilket har betydet at klubben har fungeret som “nødpasning” for klubbens medlemmer og dermed kun haft få børn i klubben. Det har været meget hyggeligt, men også fair at skrive “en helt del anderledes og mere kedeligt”, fx må man ikke bruge de ting man plejer, som fx brætspil og bordfodbold, og de ting man må bruge, de skal sprittes af m.m. Klubben er delt op i indgange/områder for samvær og med behørig afstand. Sådan har det været for alle i hele verden, men som 10 årig i en fritidsklub, er det lidt af en prøve, især efter en lang skoledag, som også indeholder “Corona-regler” og masser af afstand. Men de kære unge mennesker mellem 10-13 år har været fantastiske.
For at tiden og kravene for samvær kunne udnyttes bedst muligt, har børnene i klubben været ude det meste af tiden med løbehjul, bålhygge, rundbold, vandkamp m.m. og så har man været i det kreative hjørne. De store børn har nemlig dekoreret store flotte flade sten, indsamlet på vestkysten, til brug i Børnehaven Troldehusets nye fine udendørs mudder-/sand køkken på legepladsen.
Der er naturligvis malet madvarer som jordbær, broccoli, vindruer og tomater, men også hamburger, hotdog, sushi og hvad de fleste Danskere efterhånden spiser er kommet med “på menuen”. Tilmed Fredagsslik og kaffe er det blevet til.
Juniorklubben var på besøg i Troldehuset og overrakte alle de lækre madvarer til en begejstret børnehave flok, som straks gik igang med både at “lave mad” og “åbne butik”. Så snart der bliver fundet og indsamlet flere sten, vil næste projekt være “Eventyr sten”, som skal bruges til at fantasere og skabe små historier, ud fra hvilke sten man trækker op af kassen, som fx en ært, en drage, en kongekrone o.s.v.