Efter et par aflysninger pga. corona, kunne NKI endelig afholde ‘Tour de City’ – hvor det handler om at køre penge ind til Nr. Kongerslev IF. Det kan gøres enten ved at gå, løbe eller cykel.
En masse modige børn og voksne havde taget udfordringen op og været ude og samle sponsorer til løbet, der endte med at give 30.000,- i klubkassen, hvilket formand Carsten L. Christensen var meget tilfreds med: “Jeg synes det er fantastisk, at så mange lokale virksomheder og borgere støtter op om vores aktiviteter. De mange penge kommer til at gøre en forskel for klubben, hvor der allerede er lavet en ønskeliste med ting, der bl.a. skal laves på klubhuset”.
‘Tour de City’ startede og sluttede ved kirkens parkeringsplads i Nr. Kongerslev, hvor der både var slået telt op og en hoppepude til de mindste. Omkring 50 sponsorer og deltagere tog imod tilbuddet om gratis frokost med sild, snaps, lune deller og den hjemmelavede kartoffelsalat fra flere af byens køkkener.
Sidst på eftermiddagen var parkeringspladsen ryddet og alle de frivillige hjælpere nød en kold øl eller sodavand på ‘Det Grønne’ ovenpå endnu et vellykket arrangement. Tekst Simon M.S.