Tanja elsker Kongerslevs enestående omgivelser.

Det bedste ved byen er den vilde natur omkring. Omringet af unik natur og eventyrlige bakkelandskaber ligger den idylliske landsby Kongerslev, som er nabo l Danmarks største naturfredede areal, Lille Vildmose, der dækker over knap 80 kvadratkilometer enestående natur.

Hver eneste dag vågner Kongerslevs knap 1400 indbyggere op i et unikt stykke natur. En af dem er 42-årige Tanja Østergaard Mikkelsen, som har boet i byen siden 1999. Tanja bor i dag med sin mand og deres to drenge og har altid haft et helt specielt forhold til naturen omkring Kongerslev:

– Jeg har altid boet i området. Da jeg var yngre, kørte vi ofte på tur igennem Lille Vildmose, og mine bedsteforældre fortalte fascinerende historier om det hårde tørv-arbejde, der blev foretaget i mosen. De historier fortæller jeg videre til mine egne børn den dag i dag, når vi kører gennem Lille Vildmose, og det giver mig naturligvis et særligt forhold til naturen i området, at der følger disse historier med, fortæller Tanja Østergaard Mikkelsen.

Det er ikke kun Tanja Østergaard Mikkelsen, som boltrer sig Kongerslevs storslåede natur. Hendes mand og ældste søn elsker både at drage på jagt sammen i de frodige skovområder eller smide fiskelinen ud i området i håbet om at fange enten aborrer eller gedder.

 Som familie nyder vi virkelig, at vi har naturen så tæt på. Vi bruger rigtig mange af vores timer i fritiden i naturen og Kongerslevs bakkede landskaber, og det er virkelig kilde til mange gode stunder for os. Man kan sige, at det bedste ved byen er naturen omkring, siger Tanja Østergaard Mikkelsen.

Naturjournalist: Området er enestående i Danmark

Ifølge Naturjournalist Søren Skov, der blandt andet er forfatter til bogen Jysk Natur, er området omkring Kongerslev og Lille Vildmose et stykke enestående natur i Danmark, der byder på en enormt varieret biodiversitet:

– Et stenkast fra Kongerslev finder man et stykke enestående dansk natur, hvor biodiversiteten er helt unik. Lille Vildmose huser et væld af sjældne dyrearter. Her er elge, oddere, kronhjorte, vildsvin og hundredvis af sjældne fugle – og hvis man er heldig, kan man møde en konge- eller havørn, som et af få steder i Danmark, lyder det fra naturjournalist Søren Skov.

Han peger på, at Lille Vildmose ikke har navn af at være en nationalpark, men området har både besøgsfaciliteterne og naturen til at være det.

– Lille Vildmose består af naturskov, hvilket efterhånden er sjældent i Danmark. Det betyder at skoven ikke er plantet, men af naturlig oprindelse. Samtidig rummer området også selve mosen, der byder på nogle sjældne plantesamfund og derfor er et ekstremt vigtigt bidrag til biodiversiteten i Danmark. Det er virkelig et område, der gør Østhimmerland til noget specielt, og det kan tiltrække turister og naturinteresserede til området, siger Søren Skov.

uden Lille Vildmose nyder Tanja Østergaard Mikkelsen og familien også stranden i Øster Hurup 10 kilometer længere mod øst samt naturen helt tæt på byen. De har selv etableret shelter i haven, men kun et stenkast derfra ligger Heden, der er præget af sin vilde lyng-bevoksning og en smuk udsigt over både Kongerslev by og det smukke landskab omkring. Derudover har hun efterhånden fundet en række gåture i selve byen, der bringer hende gennem både skovstykker og bakker:

– Udover Lille Vildmose nyder jeg virkelig at gå ture på Kongerslevs mange bakkede ruter. Noget af det bedste er, når man kommer op på toppen af bakkerne og kan nyde den fantastiske panoramaudsigt ud over landskabet. Sådan et bredt perspektiv vil jeg aldrig kunne få i en større by, og derfor kan jeg ikke forestille mig at bo andre steder end lige netop her i Kongerslev. Det er helt klart det, jeg nyder mest ved byen, slutter hun.

Du kan følge med i, hvad der sker i Kongerslev på byens Facebook-side her. Tekst: Jeppe Hostrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *