I Kongerslev & Nr. Kongerslev er der er rig mulighed for at handle. Alt lige fra tøj og skruer, aftensmad og dagligvarer, hårprodukter og nyt batteri til pc’en, samt meget mere.. men der er også en anden type handel i området, som ikke omhandler de nye varer… Byen er nemlig så heldig at være 100% med på tidens trend med genbrug, second hand m.m.
I en tid med fokus på at give tøj, sko og møbler en chance mere/nyt liv, enten ved videresalg eller forvandling, samt en tid med stor fokus på “too good to go” og lignende, så er 9293 Kongerslev, nemlig en af de førende byer i Himmerland.
Hvis man starter på Kongensgade ved Super Brugsen, er den første butik man møder “GenFinn“, her er lidt af hvert, lige fra fine gamle kniplede duge til antikke møbler og samleobjekter fra en svunden tid, som kan minde en om bedsteforældrenes hyggelige stuer.

Ved siden af finder man retro butikken “Butik Sams” hvor bl.a. smukke farverige kjoler fra 60’ernes USA og lamper fra danske designere er at finde i butikken. De fleste af tingene har en god historie tilknyttet, som gerne deles af butikkens indehaver Rigmor. Er man til glam og retro er det nemt at fordybe sig i butikkens mange varer.

Efter “Butik Sams” – og vi er stadig på Kongensgade i Kongerslev, kommer Kirkens Korshærs genbrugsbutik, her er altid mulighed for en god og billig handel på bøger, legetøj, en ny gryde m.m. for ikke at glemme de håndstøbte stearinlys, håndsyede indkøbsnet m.m. i den gode sags tjeneste og med frivillig arbejdskraft. For hver solgte ting, hjælper man et sårbart menneske til fx et måltid på en af de mange varmestuer rundt omkring i landet, blandet så meget andet velgørenhed.

Hos “Butik Q” & “Kort og godt” (samme lokaler/ejer) på Danmarksgade kan man bagerst i butikken finde en afdeling med både nedsatte og brugte varer, her er der mulighed for bl.a. at købe de sidste års tøjkollektioner til en god pris, restvarer af interiør eller perler, legetøj m.m. udover “second hand” tøj og sko.

Kører man de ca. 2 kilometer til Nr. Kongerslev finder man antik butikken “Gamle ting & sager” (Vindevej 1),hér kan man finde det fineste gamle porcelæn, smukke glas og antikke kiksspande, møbler og nips fra dengang oldemor var ung.

Kender man ikke de nævnte butikker, så ved man allerede nu hvad man skal lave Lørdag formiddag, for det er dén ugedag de alle har åbent og man kan køre en hyggelig shopperunde, om ikk’ andet så for en god og hyggelig snak ned af Mindernes allé for man kan med garanti genkende et eller andet fra sin barndom & ungdom på alle de spændende hylder, i alle de hyggelige butikker.