I Kongerslev vil man have storbyens stemning med bl.a. gavlmaleri i centrum.
Curtis Hylton har efterhånden pakket kufferten til et par uger i Kongerslev. Og hvem er han så og hvad skal han mon her…?
Igennem arbejdsgruppen “Udvikling i din by, Kongerslev” under “Samrådet 9293” fik man sammen med Caspar Lund, ejer af den tidligere Nordea bygning på hjørnet af Kongensgade og Danmarksgade, midt i “down town” Kongerslev, dén idé at gavlmalerier ikke kun hører til i Aalborg (som efterhånden er verdenskendt for gavlmalerier, da National Geographic har lavet en dokumentar om dette).
Caspar og Samrådet havde kreative kræfter til at bakke op om projektet, som takket være bl.a. Kongerslev Fonden, Landdistriktspuljen samt ikke mindst donationer fra både erhverv og private i byen nu er en realitet. Med en god kontakt til Galleri Kirk, som står bag samarbejdet omkring de fleste gavlmalerier i Aalborg, ja så er det altså at Curtis Hylton nu har pakket både malerpensler og tandbørste og sat sig i flyet fra England. I kan læse mere om Curtis Hylton hér.
Han har fået frie hænder, dog har der været et ønske om sammenhæng med Lille Vildmose, nu vi ér “byen på kanten af Mosen”.
Den nysgerrige borger vil med egne øjne kunne følge med i arbejdet den næste stykke tid.
På Lykkesminde påbegyndes der også snart vægmalerier, også med inspiration fra Lille Vildmose, men disse indendørs, da Kiss Art går igang med at dekorere begge etager. Kiss Art er bl.a. kendt fra TV hvor der ofte er vist indslag med hendes dekorationer af både sygehuse, plejehjem m.m. Mere herom senere. I kan læse mere om Kiss Art hér.