Nanna og Morten Mallin Theilgaard er faldet for Kongerslevs mange muligheder for børnefamilier, flotte
natur og nære tilknytning til Aalborg, og nu bygger familien et helt nyt hus i byen. Med en 1200
kvadratmeter stor grund og et nybygget hus på 160 kvadratmeter er der plads til både børn og voksnes
behov – og samtidig betyder Kongerslevs gode priser på byggegrunde, at familien kan bygge spritnyt hus
uden at vælte budgettet.
For syv år siden rykkede Nanna og Morten Mallin Theilgaard de aalborgensiske teltpæle op og flyttede 27
kilometer sydøst for den nordjyske hovedstad til Kongerslev. Det unge par havde i længere tid været på
udkig efter flere kvadratmeter at boltre sig på, idet lejligheden i Aalborg begyndte at blive lige det mindste.
Boligjagten var primært centreret omkring Aalborg og omegn samt nordenfjords, men i sidste ende
underskrev parret en købsaftale på et hus i byen Kongerslev, som hverken Nanna eller Morten på dette
tidspunkt havde et forhold til.
Valget faldt på Kongerslev, da vi fik masser af hus for pengene, ligesom det gik op for os, hvor mange
muligheder byen rummede i form af blandt andet en folkeskole, gode indkøbsfaciliteter, et rigt og varieret foreningsliv samt naturskønne områder lige uden for døren. Samtidig følte vi, at vi stadigvæk var tæt på Aalborg, da det ikke tager os meget mere end 20 minutter i bil, når vi for eksempel skal på shopping eller besøge venner.
Mulighed for at bygge drømmeboligen
Nanna og Morten forelskede sig således hurtigt i byen med de godt 1.300 indbyggere, og efter at have boet i det daværende hus i en årrække kom en attraktiv grund til salg, som parret købte, og hvorpå de nu er i gang med at få bygget en spritny bolig.
Det 160 kvadratmeter store hus kommer til at rumme et køkken-alrum, to badeværelser, to værelser og et
kontor samt en 40 kvadratmeter overdækket carport, hvilket alt sammen formås at blive opført til en pris,
som ikke gældsætter det unge par på henholdsvis 29 og 33 år til op over begge ører.
I Kongerslev er der alt, vi har brug for, og vi har fået en stærk tilknytning til byen. Vi nyder stilheden og de
rolige omgivelser, ligesom vi sætter stor pris på at være tæt på både heden, vildmosen og vandet i ØsterHurup, hvor der bliver plads til mange gåture i den friske luft. Samtidig kan vores plejesøn på 10 år, som går til spejder her i byen, selv cykle i skole, da Kongerslev er udstyret med en sikker skolevej.
Nærheden til Aalborg var afgørende for os, men det skulle samtidig være i et attraktivt område målt på
pris og naturomgivelser. Derfor har det ikke givet mening for os at kigge andetsteds, og den gode pris på
byggegrunden i Kongerslev har nu muliggjort, at vi kan få opført vores drømmebolig. Det er i den grad
prikken over i’et.