Så er det endelig tid til at lade næserne løbe til årets Klovneløb – og du er inviteret!
Alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst, for selv de mindste skridt kan gøre en kæmpe forskel for indlagte børn, når hele Danmark er inviteret til at deltage i Klovneløb.
17. juni 2023 kl. 10:30 – 12:30 ved Kongerslev Idrætscenter.
Rute: 2 km. på grus/stier ved Aktivitetsparken.
Mødetid: Kom gerne i god tid – vi står klar fra kl. 10.00.
Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med.
Det handler ikke om at være hurtigst – det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Når du deltager i Klovneløb, støtter du nemlig indlagte børn i Danmark.
Lige nu er der 78 løb at vælge imellem – og flere er på trapperne…
I Kongerslev er det Henriette Høj Holmstrup, der er lokal arrangør af Klovneløb. Læs mere om Hospitals klovnene herunder.
Vi jonglerer med både det sjove og svære.
Hospitalsklovnen kan være med, når…
Barnet skal have taget en blodprøve
Barnet savner en legekammerat
Barnet skal gennem en procedure, f.eks. have fjernet sting eller lagt drop
Barnet skal understøttes i at udtrykke og reagere på svære følelser
Barnet skal genoptrænes
Barnet skal have den voksne hospitalsverden oversat til en forståelig børneverden
Barnet eller familien har brug for en at snakke med
Personalet skal observere barnet i en bestemt situation
… og mange andre situationer
I Danske Hospitalsklovne arbejder vi for at møde og styrke indlagte børns livsglæde og livsmod ved at invitere dem med ind i en verden af fantasi, poesi og fortryllelse.
Vi besøger børn og unge, der er indlagt på hospitalet, psykiatriske afdelinger og som befinder sig på institutioner inden for specialområdet.
Det tager 1,5 år at blive hospitalsklovn, men de fleste af os kommer med mange års erfaring som f.eks. kunstnere, pædagoger eller sygeplejersker.
Klovnemetoden er den faglighed vi har til fælles – en kunstnerisk tilgang til at skabe møder mellem mennesker. Med klovnemetoden fornemmer vi situationen, mærker impulser fra de tilstedeværende og improviserer ud fra det. På den måde kan hospitalsklovnen møde det indlagte barn, familien og fagpersonalet med en fokuseret opmærksomhed på nuet.
Vi skaber et rum, hvor det er muligt at ændre på den eksisterende stemning, styrke et barns handlekraft og knytte relationer mellem mennesker.