Som by har Kongerslev siden 2016 haft en ambition om at “få mosen ind i byen”, et projekt søsat igennem borgermøder og foreningsarbejde. Lykkesminde, byens ældre- & plejecenter, har taget projektet helt bogstaveligt og dette til stor glæde & beundring af alle brugere af huset.
Mosen er ikke bare kommet helt ind i byen, men helt ind på Lykkesminde.
På vegne af Lykkesminde havde Lizzi (ledelsen) og Vibeke (pårørende-/beboerrådet) for ca 2 1/2 år siden et møde med Kiss fra KissArt, et møde med snak om Kongerslev, om området, samt med kig på væggene og rummene, allerede ved den første samtale havde KIss idéer og så mulighederne i rummene, udnyttelsen i lange gange, blinde vinkler m.m. Der blev efterfølgende ansøgt om penge ved div. fonde, ligesom der blev søgt inspiration i naturen og bylivet for netop 9293 Kongerslev.
Resultaterne taler for sig selv.
En lille mariehøne gemt et sted, en hummelbi som kigger frem bag en blomst, en fasan som skræpper og en dreng som løber efter sin hund, folk som graver tørv i mosen, Sdr.Kongerslev kirke m.m. Maren (på næsten 100 år), som er bosiddende på Lykkesminde, har endda fundet sit hus på et af værkerne.
Kiss er ikke alene dygtig til at male, hun er også dygtig til at fange stemninger og i dette tilfælde Kongerslev’s omgivelser og genkendelige bygninger, træer m.m. som måske ikke er selve motivet, men som i baggrunden får det hele til at hænge sammen med virkeligheden og dén by de mange beboere på Lykkesminde genkender. Motiverne giver stof til samtale, samt skaber rum for en masse fordybelse. En gåtur på gangene på Lykkesminde kan nu fremkalde minder og med lidt fantasi måske ligefrem for nogle føles som en tur ud i naturen.
Kiss Rohde Jønsson er kunstneren bag KissArt og med speciale i netop vægmalerier, selvom cv’et også tæller illustrationer, portrætter og malerier.
Ønsker du at læse/se mere om KissArt’s værker på sygehuse, plejehjem, private hjem m.m. så kan du læse mere hér.