I Sognegården blev der Torsdag d.11. April afholdt foredrag & fællessang med byernes organist og korleder Mette Kamstrup Christensen, 43 personer mødte op til en hyggelig aften med musik og sang, kaffe og kaffe.
Mette berettede om et liv fyldt med musik og kor – et liv hvor Mette allerede som 2 årig kunne synge et vers af “I Østen stiger solen op”, hvilket hun heldigvis har en optagelse af, som de mange fremmødte fik lov til at høre.
I løbet af aftenen var der plads til grin og små historier, koncertoptagelser, fællessange og endda “lytterønsker”, der blev sunget & lyttet til alt fra værker af John Rutter, over menighedsråds kampagne sangen og Jens Sejer Andersen til Sigurd Barret, samt ikke mindst en af Mettes egne kompostioner, denne til en tekst af Johannes Møllehave.
Aftenens store overraskelse kom efter pausen, hvor Mette fortsatte aftenens arrangement iklædt nationaldragt med særlige kendetegn for Holstebro området. Mette og 3 øvrige dansere/musikant, heriblandt Mettes mand Martin, dansede bl.a. en dans, som Mette havde lavet, ligesom hun også sang et par gamle viser i denne forbindelse.
Aftenen sluttede med “Skuld gammel venskab”, som flertallet kunne synge med på uden sanghæfter, højskolesangbog eller noder.